Privatisering af vandet

Artiklen fortæller at det ikke alene er olien, der bliver en mangelvare, men også vandet.

Det har "Monsterkapitalen" opdaget og den har derfor startet en politisk proces, for at få kontrol med vandforsyningen i verden. Se f.eks her


Af Eskild Tjalve
september 2006

Bladet ”LOGOS”, bragte i december 2005 artiklen:

”Hold på vandet” af Lone Albrektsen, agronom og tidligere leder af ØkoVandspejlet

- det er både interessant og meget foruroligende læsning. Her bringes nogle uddrag:

EU, WTO (Verdenshandels Organisationen) og Verdensbanken har udnævnt handelen med serviceydelser, herunder postsektoren, telekommunikation, transport og energi, herunder også vand, som et af de helt store økonomiske vækstområder i en industrielt trængt Vesten.

Danskernes vand skal ikke mere være danskernes vand, men en vare, som kan kapitaliseres og handles frit på markedet. Det skønnes af Bent Hindrup (tidligere MEP for Junibevægelsen) at multinationale firmaer vil kunne hente 80 mia. euro om året alene i EU. Fremtidsperspektivet er, at om 15 år vil store firmaer kontrollere 65 – 75% af det, der nu er offentlige vandforsyninger. Han mener, at kampen om vandet vil overhale kampen om olien, og at perspektivet er skræmmende: De, der har magten over drikkevandet – har magten!

Arbejdet hen imod disse forhold er begyndt, idet regeringen har iværksat en plan for liberalisering af vandområdet i Danmark – på bestilling af EU.

Uddrag af Jane Goodalls bog ”Harvest for Hope” fra 2005:

5% af verdens vand er privatiseret.

Multinationale selskaber er stærkt interesserede i vandforsyningen verden over. Man kan bl.a. læse i Magasinet Fortune: ”Vand er den bedste investeringssektor i dette århundede”, og den europæiske bank for genopbygning og udvikling udtaler: ”Vand er den sidste infrastrukturgrænse for private investorer.”

For nylig blev der i USA vedtaget love, der gør det lettere at privatisere vandforsyningen.

I 80’erne begyndte forskellige ulande at få privatiseret vandet, og engelske og franske selskaber fik aftaler gennem Valutafonden og Verdensbanken. De fik kontrakter på op til 30 år og garanteret profit på 30 – 40%.

Senere blev selskaberne anklaget for bestikkelse og for, at der ikke blev sørget for vand til de fattige, priserne steg, der kom fyringer – hvilket udviklede en stor modstand imod de private vandmonopoler.

Lige meget hvor vandet er blevet privatiseret har befolkningen lidt under det. Da Frankrig privatiserede sit eget vand, gik brugerbetalingen 150% op i løbet af få år. Andre steder har man oplevet forurenet vand m. parasitter og colibakterier.

De sidste 12 Valutafond-lån der blev givet i 2000 var til privatisering af vand.

Tanzania blev tvunget til at privatisere vandet imod dets vilje, som en betingelse for eftergivelse af gæld. Valutafonden gennemtvang vandprivatiseringen overfor et af de fattigste lande i verden for at  tilgodese vestlige vandselskabers økonomiske interesser.