En ny dansk udenrigspolitik

  • Udskriv

Udenrigspolitik bør baseres på udvikling af mellemfolkelige erfaringer. Vi danner venskabsbyer.

Af Asger Lorentsen

Den grundlæggende fornyelse af den danske udenrigspolitik må være baseret på den forståelse, at menneskeheden er et voksende broder-søsterskab. Denne forståelse blev grundlagt i midten af det 20. århundrede, hvor også magtfulde europæiske nationer opgav ideen om, at det var acceptabelt at have kolonier og derved at have ret til at dominere over andre folkeslag, selv om man havde magt. Princippet om menneskenes enhed blev fundamenteret ved skabelsen af De Forenede Nationer og ved de grundlæggende frihedsrettigheder som gælder ethvert menneske på Jorden. Siden da har menneskeheden søgt at omsætte principperne til praktisk politik for at hindre krige, for at hjælpe fattige lande, for at sikre et vist niveau af menneskerettigheder overalt på Jorden og for at styrke en voksende følelse af at mennesker, der lider nød, er vore brødre og søstre uanset i hvilket land de befinder sig.

I forhold til menneskehedens tidligere historie er de sidste 50 år også i praksis en enestående succes med hensyn til en voksende enhed i menneskeheden. Samtidigt er det indlysende, at denne voksende enhed sker under stadige kampe mellem nationaløkonomiske magtinteresser på den ene side og en voksende broder-søsterskabsfølelse og global ansvarlighed på den anden side. Denne kamp afspejles utvivlsomt også i f.eks. de skandinaviske landes befolkninger, hvor nogle synes, at vi allerede bidrager rigeligt meget til at hjælpe underkuede og fattige befolkningsgrupper, medens andre grupper i vore befolkninger ville foretrække, at vi går endnu hurtigere frem med at realisere broder-søsterskabsidealet, selv om det måtte koste den enkelte nation endnu mere på kort sigt. De følgende forståelser og formuleringer om en fremtidig dansk udenrigspolitik søger at forholde sig til at f.eks. Skandinavien næppe kan gå hurtigere frem mod en realisering af menneskehedens broder-søsterskab end halvdelen af vore befolkninger kan stå inde for. Samtidigt har visioner den mulighed at fremme en forståelser og muligheder, som tiden er ved at være inde til at realisere. Derfor er det følgende også et bidrag til at fremme visioner, der kan være praktisk omsættelige indenfor de næste årtier.

Den vigtigste værdi i dansk udenrigspolitik bør være, at mennesket skal være i centrum. Hvis vi tager udgangspunkt i, at det er de nationale interesser, der skal plejes og at økonomien skal være i centrum, vil udenrigspolitikken automatisk afspejle en ”hvad kan betale sig” holdning. En sådan holdning afspejler imidlertid ikke den voksende humanisme i f.eks. de skandinaviske lande. Den er også kortsigtet og den sætter et eksempel i verdenssamfundet som dybest set er baseret på national og økonomisk egoisme.

Stadigt flere mennesker i Skandinavien giver udtryk for, at deres vigtigste opmærksomhed vedrørende fremtiden gælder det internationale samfund og menneskehedens udvikling: Hvornår vil krige stoppe? Hvornår vil den økonomiske udbytning af svage befolkningsgruppe stoppe? Hvornår vil undertrykkelse af store befolkningsgrupper ophøre? Hvornår vil sult, AIDS eller andre epidemier ophøre med at skabe så meget lidelse i fattige lande? Hvornår vil kærligheden blive den fremherskende værdi mellem mennesker overalt på Jorden? Det virker som om store dele af de skandinaviske landes befolkninger allerede nu prioriterer det globale vedrørende menneskeheden som helhed højere end vore egne befolkningers kortsigtede fremtid. Dette skyldes dels, at vi har mere fokus på problemerne i den store verden end tidligere, fordi vi bliver opmærksomme herpå via nyhedsmedierne, og dels at flere generationers målsætning allerede næsten er nået vedrørende økonomisk velstand, et rimeligt retfærdigt samfund, en tilfredsstillende fordeling af goderne i samfundet, en tilfredsstillende grad af lighed for loven, lige muligheder for uddannelse og – ikke mindst – en vis økonomisk tryghed med et rimeligt sikkerhedsnet for alle borgere.

Dette niveau af tilfredshed med ens eget samfund har givet et overskud til at interessere sig for menneskehedens samfund kombineret med, at viden og forståelse om andre befolkningers tilstand har givet et engagement i, hvorledes andre nationers befolkninger kan hjælpes til et vis mindstemål af trivsel med hensyn til økonomi og menneskerettigheder. Derved har vi fået overskud til at stå mere fast end tidligere på humane værdier og på vor følelse af at være fælles om menneskehedens problemer, med et fælles ansvar for at krige, undertrykkelser, sygdomme og social og økonomisk nød gradvist afskaffes, således at menneskelig trivsel bliver en fødselsret, uanset hvor på Jorden vi fødes. I samme periode ser vi også den modsatte tendens: Udbytningen af fattige lande er taget til, fordi den internationale kapitalisme har fået friere bevægelsesmuligheder end tidligere.

I Visions Partiet har vi taget dansk udenrigspolitik op ud fra en forståelse af, hvilke værdier der sandsynligvis vil præge flertallet af den danske befolkning i de kommende årtier. Herudfra står vi for følgende holdninger og forslag i dansk udenrigspolitik, som vi ser som praktisk gennemførlige inden for en periode på 25 år:
At stå på befolkningernes side

Dansk udenrigspolitik bør præges af en klar holdning om, at vi står på befolkningernes side uanset hvilken regering de har. Vi er et demokrati, der er præget af, at befolkningens interesse skal afspejles på regeringsniveau, og den samme interesse for at lande skal repræsentere befolkningerne, bør slå klart igennem som en grundlæggende holdning i alle de spørgsmål, som vi stilles overfor i udenrigspolitikken. Det betyder at i forhold til eksempelvis undertrykkende regimer må vi i praksis forholde os til, hvorledes vi kan hjælpe befolkningerne i de lande, som vi måtte forhandle med på regeringsniveau eller embedsmandsniveau. Det vigtigste i denne forståelse er at sende et klart signal til befolkningerne i andre lande om, at de kan stole på os. Hundreder millioner af mennesker svigtes af deres politikere og ledere, fordi disse er for interesseret i egen magt. For de svigtede befolkninger er det vigtigt, at de kan spørge ud i verdenssamfundet: Hvem ser os? Hvem har øje for vore problemer? Hvem vil hjælpe os? De tidligere årtier har afsløret overordentlig megen svigt også fra det internationale samfund, og det er vigtigt, at de lande som står for broder-søsterskab, menneskerettigheder etc. kan sende et klart signal til disse hundrede millioner mennesker om, at vi ikke svigter. Dette signal sender vi især gennem vore handlinger i de internationale relationer.

Idealisme i sig selv har en vældig magt, fordi den er baseret på globale værdier, som hører fremtiden til. De sidste 150 år har vist, at stort set alle fremskridt i menneskeheden bliver skabt af idealister, der ikke forstås af samtiden, men som alligevel står for fællesmenneskelige værdier, der er så tydelige og indlysende, at det ender med, at disse værdier slår igennem, fordi humanismens og næstekærlighedens princip er indlysende mere formålstjenlig end egoismens princip, og fordi den er i harmoni med, hvad der får os til at trives. Der kan være mange økonomiske argumenter for en kortsigtet politik der tilsidesætter idealet om at stå på befolkningernes side, men på længere sigt kan eksempelvis de skandinaviske befolkninger ikke komme til at trives med nogen anden udenrigspolitik end en, der hjælper med at skaffe fred i verden og med at afskaffe hindringerne for menneskelig trivsel.

Holdningen om at stå på befolkningernes side udelukker ikke kompromiser, men klarheden og retningen må følge idealerne, således at vi slår en tone an i internationale konferencer, forhandlinger og forbindelser. Jo klarere vi kan slå denne tone an, jo flere lande vil turde slå samme tone an, således at flere og flere undertrykkende regimer opdager, at den nye internationale tone handler om at hjælpe befolkninger og ikke økonomier og regeringer. Og her må vi være bevidste om, at de skandinaviske lande har en usædvanlig stor mulighed for at slå toner an i det internationale samfund, fordi vi har en tradition for humanisme og idealisme, fordi vi har økonomisk overskud til at prioritere humane værdier højere end nationale egne økonomier, og fordi vi kan stå relativt uafhængige af de store landes magtinteresser.
Udenrigspolitikken må afspejle hvad der tjener menneskeheden som helhed bedst

For at slå tonen an med den stærkest mulige signalværdi er det vigtigt, at vi i alle internationale sammenhænge tænker og handler globalt. Ved en hvilken som helst beslutning af international karakter bør vore forhandlere og beslutningstagere arbejde ud fra en klar målsætning om, hvad der tjener menneskeheden som helhed bedst. Dette skal ses i forhold til tænkning som: Hvad tjener vort eget land bedst? Hvad tjener EU’s interesser? Hvad tjener den vestlige forsvarsalliance? Hvad tjener den frie konkurrence eller WTO (World Trade Organisation) bedst. Menneskehedens udfordringer er så store, at det er nødvendigt, at flest mulige lande opererer udfra en klar målsætning om at fremme menneskehedens samlede interesser. Danmark bør således i sin praktiske politik være så frigjort fra blokpolitik, at landet kan være med til at slå en tone an, der handler om hvad der gavner mest i den store sammenhæng. Et klassisk eksempel herpå er, at EU ved at stoppe al eksportstøtte til dansk sukkerproduktion kan hjælpe måske 100.000 familier i fattige lande, hvorimod kun 1000 familier i Danmark berøres heraf. Dette eksempel skal kombineres med, at det er stødende for den danske befolknings etik at lade måske 100.000 familier leve i yderste fattigdom for at 1000 danske familier skal have en levestandard der er hævet måske 30 procent over et lavindkomst-niveau, som i forhold til fattige lande under alle omstændigheder er et rigdomsniveau. I praksis betyder denne forståelse, at dansk udenrigspolitik ikke skal primært tjene vort eget lands snævre interesse men vor befolknings interesse vor den globale befolknings velfærd, miljø og trivsel. Således kan en dansk forhandler i en international konference mere se sig selv som fortaler for menneskehedens befolkning end for et land i snæver forstand. Samtidigt vil han eller hun alligevel repræsentere sit lands interesse, hvis forslaget har opbakning fra over halvdelen af den danske befolkning.
Aktive venskabsbyer og mellemfolkeligt samarbejde

Det medmenneskelige engagement over for konkrete mennesker i nød kan være en stor drivkraft i hjælpen fra rige til fattige lande. VisionsPartiet foreslår, at flest mulige byer, landsbyer og visse andre befolkningsgrupper i Danmark søger at oprette en direkte forbindelse til lokale områder eller organisationer i fattige lande. F.eks. kan en dansk by, forening eller et lille lokalområde såsom en større grundejerforening kontakte et fattigt lands ambassade eller en af de danske mellemfolkelige organisationer for at finde en passende venskabsby eller venskabsforening i det pågældende land. Derefter kan et par repræsentanter for det danske lokale samfund rejse til den pågældende venskabsby eller venskabsforbund og snakke med dem om, hvilke former for hjælp de har brug for. Vi har mange eksempler på, at hjælpen gives via det statslige apparat eller via store organisationer, som har mistet kontakten med den lokale befolkning. En stor del af den danske hjælp er således blevet fejlanbragt og de mennesker, der giver hjælpen, er næsten uden kontakt med hvor hjælpen kommer hen. Samtidigt har vi de store diskussioner om, hvilken form for hjælp der gavner bedst. Den direkte kontakt har dels et formål om at undgå disse vanskeligheder, og den har et formål om at øge den mellemmenneskelige forbindelse og det mellemmenneskelig medansvar. Samtidigt har efterhånden så mange mennesker i de skandinaviske lande et overskud i tid og penge, at de vil se det som mere berigende i deres liv at hjælpe mennesker i andre lande, end blot at rejse som turister eller at købe stadigt større biler og stadigt mere sofistikerede køkkener.

Venskabsbyen kan således blive et feriemål for mange kombineret med, at man samler penge sammen i lokalsamfundet til at hjælpe med konkrete projekter. Samtidigt kan der ske det, at mennesker, der går på efterløn, opholder sig i længere perioder i det andet lands lokalsamfund for at få mere indføling med behovene, for at kunne hjælpe mere konkret og for at kunne dyrke de mellemmenneskelige kontakter. De muligheder for hjælp, som opstår, skal således være fundamenteret i de lokale behov kombineret med gradvise erfaringer om, hvorledes man bedst kan hjælpe på en sådan måde, at det fattige lands befolkning ikke bliver en passiv modtager, men en aktiv samarbejdspartner der kan vokse ansvarsmæssigt, økonomisk og bevidstgørelsesmæssigt ved samarbejdet. Selve eksperimentet ved denne form for udveksling kan også indeholde den modsatrettede bevægelse, at den danske samarbejdspartner-befolkning søger at forstå og at lære af det andet lands livsværdier og livsstil. Derved går bevidstgørelsen også den anden vej, idet vi får en hjælp til at finde nye indfaldsvinkler på vore problemer med manglende indre trivsel, med tomhed i livet, med stress, alkohol og tom underholdning. For de danske byer, lokale samfund eller foreninger, som tager denne ide op, kan det udvikle sig til at et andet lands lokale udfordringer kan blive næsten lige så vigtige som ens egne udfordringer. Eventuelt kan en kommunalbestyrelse tage med i sin agenda hvorledes en venskabsby kan hjælpes på et konkret område såsom et hospital, et gymnasium, kloakering eller rent drikkevand.

Denne model for et direkte mellemfolkeligt samarbejde kan uddybes med, at mennesker som er interesseret i at hjælpe i andre lande kan få en kort uddannelse i, hvorledes der bedst kan hjælpes. Uddannelsen skal gives af mennesker der selv har været udstationeret i de konkrete lande, og som derfor kender problemer og udfordringer i praksis. Mange unge mennesker føler i dag, at deres eget land er relativt tom for udfordringer, og at deres liv bliver mest meningsfyldt, hvis de kan engagere sig i noget som ligger ud over at sikre sig et velfungerende materielt liv. Hvis den mellemfolkelige mulighed dyrkes mere som det danske samfunds holdning, kan det føre med sig, at mange unge tager til et mellemfolkeligt projekt i et eller to år for at få international erfaring, for at afprøve sig selv på nye muligheder og for at uddybe deres engagement i verden. Herunder er der store muligheder for at hjælpe andengenerations-indvandrere til at tage udfordringer op der kræver noget af dem, samtidigt med at det kan virke dybt meningsfuldt: Netop ved at flytte interessen fra sig selv og ens egne problemer kan man få udviklet evner og færdigheder som skaber et større perspektiv, og som kan blive brugbart, uanset hvilken uddannelse eller livsvej man senere slår ind på.

Den nuværende målsætning om at nordiske lande yder en procent af bruttonationalproduktet til andre lande kan bibeholdes, men kanaliseres mere ind i mellemfolkelige projekter end i stor uoverskuelige projekter eller hjælp til danske multinationale firmaer som i forvejen handler med fattige lande. Eksempelvis kan skattefradraget fra bidraget til store organisationer som Folkekirkens Nødhjælp udvides til også at omfatte bidrag til venskabsbyer og venskabsforeninger.

I den enkelte venskabsby eller venskabsforening må den danske befolkningsgruppes engagement finde sin retning afhængig af hvad de lokale problemer er. I nogle områder er det måske en afhjælpning af AIDS der skal få den højeste prioritet, i så fald må der tilkaldes en ekspertise der har erfaring for hvorledes AIDS bedst kan afhjælpes både som forebyggende og som sygdomslindrende. I et andet lokalsamfund er det måske kloakerings- og vandproblemet der er det største, hvor hjælpen især kan kanaliseres den vej. I et tredje lokalsamfund kan det være afhjælpning af kvindeundertrykkelse og/eller mangel på uddannelse som vil få første prioritet, og i et fjerde samfund vil det måske være hospitalsudstyr, der skal prioriteres højest. Uanset hvilken prioritering der sker, er det vigtigt, at hjælpen foregår gennem forhandling med de lokale repræsentanter kombineret med en hensyntagen til andre menneskers erfaring fra mellemfolkeligt samarbejde. Det vil her være en god ide, at mellemfolkelige organisationer stiller disse erfaringer til rådighed gennem enkle beskrivelser, der kan læses og forstås af mange og gennem kortere og længerevarende kurser og konferencer som er overskuelige for de danskere, der ønsker at tage til stedet for at hjælpe.
Borgerkrige, undertrykkelser og humanitær intervention

Siden Den Anden Verdenskrig har krig som overfald mellem nationer næsten været bortskaffet. Dette er i virkeligheden enestående i menneskehedens udvikling. Til gengæld har vi set overordentlig mange borgerkrige. En stor del af disse borgerkrige skyldes i virkeligheden, at kolonimagter har opdelt landområder i andre kontinenter på en sådan måde, at der er skabt nationer hvis grænser ikke er tilpasset gamle stammeopdelinger. Dette betyder i praksis, at stammer i de følgende 50 år efter måtte kæmpe om herredømme i landet. Især England, Frankrig og Belgien har således et stort medansvar for borgerkrige i Afrika samt konflikter i Mellemøsten, Sydøstasien og Afghanistan. I praksis har det imidlertid vist sig, at de vestlige lande enten direkte eller via FN har haft overordentligt vanskeligt ved at gribe ind for at hindre eller stoppe borgerkrige. En af FN’s store vanskeligheder er, at der tages så meget hensyn til det enkelte lands suverænitet, at FN ikke har store muligheder for at gribe ind, når én del af et lands befolkning søger at udvide sin magt på en anden befolkningsdels bekostning. Dette gælder også ved de egentlige undertrykkelser af store befolkningsgrupper. Undertrykkelserne kan ske i form af militærstyre, stærke diktatorer eller af én befolkningsgruppes sætten sig på magten på en sådan måde, at andre befolkningsgrupper undertrykkes. FNs nuværende magtesløshed har været så påfaldende i forbindelse med f.eks. Ruanda-folkemordet, Bosnien-dramaet, palæstinenser-undertrykkelsen, Tjetjenien, Irak, Daffur, Burma og Nordkorea, at vi på tage nogle mere faste skridt for at sætte grænser for undertrykkelsen af store befolkningsgrupper.

Den løsningsmodel som VisionsPartiet vil arbejde for følger to strenge:

  • FN skal have udvidede beføjelser til at kunne gribe ind i form af humanitær intervention i det enkelte land, selv om landets regering ikke anmoder herom.

  • De Forenede Nationer skal deles op i regioner, der får særlige ansvar for at justere FN’s værdier og udføre FN’s direktiver i det lokale område af lande.

Gradvist må FN ændre sig til at stå for menneskehedens vel, selv om de enkelte regeringer eventuelt ikke inviterer verdenssamfundet indenfor. Alt for længe har egoistiske og undertrykkende regimer kunnet frabede sig FN’s indblanding under henvisning til landets suverænitet. I virkeligheden har det ofte været et undertrykkende regimes – og ikke lands – suverænitet, der er blevet respekteret på en sådan måde, at den undertrykte befolkning har været hjælpeløst offer for nogle få menneskers udnyttelse. Dette bør ændres, således at FN står på befolkningernes side i de tilfælde, hvor undertrykkelsen af menneskerettighederne etc. når et bestemt niveau. Dette niveau for humanitær intervention må fastsættes ud fra verdenssamfundets skiftende værdier. En mulighed er, at de mål for tolererede undertrykkelser af menneskerettighederne, som 2/3 af medlemslandene på et givet tidspunkt kan blive enige om, bliver FN’s standard for, hvornår et lands regime undertrykker sin befolkning så meget, at verdenssamfundet har en ret til at gribe ind. Hvis et sådant niveau for indgriben kun fastsættes af et almindeligt flertal af medlemslandene, vil det ikke blive respekteret af halvdelen af landene, og dette betyder, at FN vil stå for svagt. Hvis det omvendt kræver enstemmighed eller næsten enstemmighed, så vil diktatoriske regimer næsten have vetoret for hvilket niveau, der skal fastsættes. Et kvalificeret flertal på 2/3 vil give en passende balance mellem disse to yderpunkter.

Sandsynligvis vil en nutidig afstemning om hvor der skal gribes ind betyde, at så grove undertrykkelser som dem, der har fundet sted i Saddam Husseins Irak, ved Sudans folkemord og folkefordrivelse i Darfur-regionen, i det såkaldte kommunistregime i Nordkorea og ved Israels undertrykkelse af palæstinenserne, vil falde indenfor FN’s ret til at gribe ind for at hjælpe de lokale befolkninger. Derimod vil der næppe på nuværende tidspunkt kunne være et kvalificeret flertal for at FN kunne gribe ind overfor mildere undertrykkelser såsom mangel på menneskerettigheder i Kina og anvendelse af tortur i ca. halvdelen af alle lande.

Hvad vil FN da kunne gøre i tilfælde af, at eksempelvis de fire pågældende regeringer ikke efterkommer et FN-direktiv om at efterleve en international vedtaget standard for menneskerettigheder og demokrati?

 Den første fase kan bestå i en holdningsmæssig pression, idet landet udstilles som et undertrykkende regime, der ikke er fundet værdigt til at deltage i visse områder af det internationale fællesskab. Men udelukkelse af fællesskabet bør dog ikke være så konsekvent at et land fuldstændigt isoleres.


Hvis landets regime ikke bøjer sig for en FN vedtagelse, kan det næste skridt være en total og 100 procents handelsboykot som samtlige medlemslande skal overholde. Dette skridt skal ledsages af en påtvungen dialog med verdenssamfundet indenfor det regionale niveau. Denne dialog skal give mulighed for en gradvis ændring i retning af FNs vedtagelse.

Hvis dialogen afvises eller ikke bærer frugt, således at undertrykkelsen fortsætter, skal FN ikke blot have ret, men også have pligt til at hjælpe landets befolkning ved at afskaffe det styre, som befolkningen ikke selv kan komme af med. Afskaffelsen af et undertrykkende styre kan forgå i flere faser, men der er ingen tvivl om, at anvendelsen af magt eller trussel om anvendelse af magt, vil være nødvendig. Hvis trussel om anvendelse af magt ikke hjælper, kunne den første fase i magtanvendelse være at en international styrke under FN kontrol kan ødelægge nogle af det undertrykkende regimes magtbastioner såsom visse militære systemer og kontrolcentre. I tilfælde af at et befolkningsflertals valgte regering undertrykker en minoritet i landet så groft (jvf. palæstinenserne, Daffur og Tjetenien), at FN griber ind på niveau 3, kan den militære indgriben ske i form af en beskyttelsesstyrke, der ødelægger de vigtigste af det undertrykkende regimes militære installationer i det undertrykte område og derefter lægger en ring af beskyttelse om den lokale befolkning. I tilfælde hvor det er et militærregime der undertrykker sin egen befolkning, kan der eventuelt gås videre til niveau 4-5.

I den næste fase kunne det handle om regimets regeringscentre og kommunikationscentre inklusive TV og radio.

I en eventuel opfølgende fase kunne det handle om en indsættelse af en FN ledet styrke, som i princippet afskaffer det undertrykkende regime og indsætter en overgangsregering, hvis sammensætning i forvejen er besluttet af det regionale råd, og som samtidigt skal repræsentere landets befolkning. Dette styre og FN-tropperne skal – bortset fra fly og specialenheder – bestå af deltagere fra det regionale område af nationer, således at de har en sammensætning der svarer til befolkningens egen kulturelle værdier og religiøsitet. Overgangsstyret skal automatisk afskaffe sig selv indenfor 3 måneder og skal gøre alt i holdninger og handlinger, som fortæller befolkningen, at de repræsenterer en hjælper og en befrier. Hvis det tidligere regime fortsætter sin modstand via militære operationer har den nye regering tilladelse til at ødelægge militærudstyr, men den skal så vidt muligt undgå kampe indtil en ny demokratisk regering er indsat. Det første demokratiske valg kan være direkte via folkevalg eller indirekte via en ligelig fordeling af repræsentanter fra landets regioner og befolkningsgrupper, som nyder tillid i hver deres baglande. Derefter er det op til den nye demokratiske regering om de ønsker en fredsbevarende og stabiliserende styrke fra det regionale område af verdenssamfundet.

Man kan være bange for, at erfaringer fra Irak vil afskrække en sådan model for militær FN-indgriben, men dels er der overordentlig store psykologiske og praktiske forskelle til den måde, som den USA-ledede koalitions indgriben i Irak er foregået på, og dels er der ingen tvivl om, at efter at FN-systemet i nogle få tilfælde får vist en konsekvens i sin indgriben overfor undertrykkende regimer, så vil andre regimer, der når den grænse i undertrykkelse, hvor de får stille FN ultimatumet, være tilbøjelige til at bøje sig og indstille en del af deres undertrykkelse, da de ellers ved, at konsekvensen er, at de bliver afskaffet. Den vigtigste virkning af en konsekvent punkt 1-5 politik er således den præventive.

En vigtig virkning af en mere konsekvent FN-rolle over for større undertrykkelser, er at der skal skabes en stående militær enhed under FN-kontrol. Denne faste styrke kunne bestå af mindre enheder specialtropper med de mest moderne våben, der er skabt til at ødelægge militære installationer og kontrolcentre, men ikke mennesker. Derudover skal der være aftaler med hver region af lande om at regionen tilsammen med kort varsel kan stille et vist antal soldater til rådighed for humanitær intervention i deres eget område. Årti efter årti kan denne styrke opbygges kombineret med at FN gradvist overtager garantien for at intet land kan overfaldes militært af et andet land uden at verdenssamfundet griber ind i et forsvar for det angrebne land. Efterhånden som dette sker, vil de nuværende militæralliancer blive overflødige og langsomt tør alle lande nedruste, efterhånden som der bliver tillid til at FN står ved sine garantier.

Det kvalificerede flertal for humanitær intervention på f.eks. 2/3 procent bag beslutninger skal findes både i FN’s generalforsamling, i Sikkerhedsrådet (med udeladelse af den ofte misbrugte vetoret) og på det regionale niveau. Da der kan være mere national egoisme i visse regioner end i verdenssamfundet som helhed, kan et flertal på 50% i konfliktområdets regionale råd måske være tilstrækkelig. Derudover bør der arbejdes for en særlig mulighed for hurtig humanitær intervention, der kan beskytte civilbefolkningen under borgerkrige, selv om beslutningen om intervention ikke har været gennem de langsomme politiske overvejelser og spil, der f.eks. har blokeret for en beskyttelse i Bosnien, Rhuanda og Sudan. Der kan således opereres med et humanitært niveau, der kun sigter på en beskyttelse af civilbefolkningen under en borgerkrig o.lign., og en mere drastisk indgriben, der kan indbefatte svækkelse af et regimes militær etc.

Der må imødeses en periode, hvor især Rusland og Kina vil være tøvende med at give FN så stor magt, og efter at der er skabt en fast procedure for humanitær intervention, kan der forventes en periode på 10-20 år, hvor undertrykkende regimer vil afprøve FN’s vilje til at gennemføre forpligtende resolutioner af denne art, medens nogle af de store nationer kan være tøvende med at bakke op om beslutninger om humanitær intervention. I denne periode er det vigtigt, at disse FN beslutninger fungerer uden nogen vaklen. Dette kan f.eks. betyde, at der på forhånd er fastlagt fire, fem eller seks trin i gennemførelsen af FN resolutionen, og at disse trin har indbygget en rækkefølge som f.eks. seks eller tolv måneder mellem det ene trin og det næste trin. Hidtil har manipulerende regimer udnyttet FN’s svagheder og ubeslutsomhed som vi f.eks. har set det i Miloševic regeringens politik i det tidligere Jugoslavien samt i Israels undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning med en total tilsidesættelse af en lang række FN-resolutioner.
De regionale råd

Med hensyn til de regionale FN-råd vil det give en stor styrke, at lande og befolkninger er bevidste om, at den FN-indgriben, der måtte komme, sker via trosfæller og kulturfæller i nabolandene. Men det vigtigste formål med regionale FN-områder er, at den enkelte region i langt højere grad end det er tilfældet nu, tager ansvar for at stoppe borgerkrige og befolkningsundertrykkelser i deres eget område. Eksempelvis kunne man forestille sig en borgerkrig i Afrika og de serbiske overgreb i Bosnien stoppet ved at både FN og det regionale råd skaber en resolution om at gribe ind, kombineret med at det overlades til det afrikanske og europæiske regionale råd, som er repræsenteret ved samtlige lande i regionen, at gennemføre resolutionen. Regionen kan få forskellige former for hjælp militært, økonomisk og rådgivningsmæssigt, og der kan komme pression fra det samlede FN’s side, men selve ansvaret for gennemførelsen skal uddelegeres, således at den enkelte region i stadigt højere grad tager ansvar for sine egne konflikter. Dette vil efterhånden medføre, at en region griber ind på et langt tidligere tidspunkt for at hindre befolkningsundertrykkelser, folkefordrivelser og borgerkrige.

Regionerne vil i princippet fungere som en form for naturlige organiske regioner i menneskehedens samfund. Nogle af disse regioner er allerede ved at skabes såsom EU, et begyndende afrikansk fællesmarked, en samarbejdsaftale blandt tidligere sovjetrepublikker og det asiatiske samarbejdsorgan ASEAN. Det kan tage nogen tid at nå frem til, hvorledes regionerne skal falde helt på plads. Men der vil utvivlsomt tegne sig tydelige billeder heraf inde for de næste årtier. Herunder:

  •     skal Nord- og Sydamerika skal være en eller to regioner?

  •     Vil de arabisk talende lande i Nordafrika knytte sig til det arabiske Mellemøsten?

  •     Vil de tidligere sovjetrepublikker i Kaukasusområdet knytte sig til den russiske region eller til de muslimske lande mod syd?

  •     Vil resten af Asien blive ét fælles marked eller deles i 2 eller 3?

  •     Vil Australien, New Zealand og ”Oceanien” knytte sig til de store sydøstasiatiske øriger?

  •     Vil det lykkes Israel at knytte sig til Europa eller tør det acceptere en positiv rolle i den mellemøstlige region?


En af ideerne med regioner er, at løsningen af globale problemer efter fælles standarder kan gribes an forskelligt fra region til region afhængigt af livsfilosofier og kulturelle særpræg. Når lande med fælles problemer og tænkemåder kombineret med uafklarede indbyrdes magtforhold skal løse regionens udfordringer, vil der komme en langt større opfindsomhed, dynamik og ansvarlighed i efterlevelsen af FN-vedtagelser – om f.eks. forurening, CO2-udledning og individuelle rettigheder – end hvis der kommer et diktat oppefra. Erfaringen her har hidtil vist at de vedtagelser, som det enkelte land ikke bryder sig om, blot bliver ignoreret. Men i et regionalt råd med f.eks. 15 lande kan man ikke så nemt løbe fra sit ansvar over for fælles vedtagelser som i det mere uforpligtende verdenssamfund med 200 lande. Det kan således forventes at landene i de regionale råd vil føle sig inddraget og medbestemmende i en form for rådslagning etc. om hvorledes der findes løsninger til fælles bedste kombineret med en ansvarlighed over for verdenssamfundet. Det sidste vil bl.a. ske, fordi ingen region vil have lyst til at blive betragtet som en international paria, der f.eks. ikke lever op til et minimum af menneskerettigheder eller miljøbeskytelse.

En af dynamoerne i de regionale råds ansvarlighed vil være, at de vokser ved at finde en international accept af nogle af regionens egne tolkninger af FN-vedtagelser om politiske og individuelle rettigheder, frem for som nu at føle at de påtvinges en vestlig model af samfundsorganisering og menneskerettigheder. En stor uddelegering af ansvar til regionerne kan i teorien føre til mindre rettigheder for individet i visse regioner, men i praksis kan der ske det modsatte, fordi der kan vælges en form for efterlevelse af FN-standarderne som til gengæld er så realistiske, at de kan overholdes, hvor situationen nu er, at f.eks. 2/3 af lande praktiserer tortur, selv om de har skrevet under på at afskaffe tortur.

En vigtig ingrediens i at skabe ansvarlighed, dynamik og medskabelse på det regionale niveau er, at de regionale enheder skal finde sig inddraget som medspillere i centrum af det internationale samfund. I dette centrum sidder for tiden sejrherrerne fra Den Anden Verdenskrig samt Kina. Om det nye runde bord i Sikkerhedsrådet og i andre vigtige koordinerende eller besluttende organer bør sidde en ligelig repræsentation af de store regioner. Derved vil disse overordnende organer få meget større gennemslagskraft end de har i dag, hvor enkelte stormagter dominerer så meget, at nødvendige beslutninger ikke kan tages, eller at beslutninger kan opfattes som en lille magtelites og/eller storkapitalens politik. Dette betyder i praksis, at Sikkerhedsrådets sammensætning skal blive mindre domineret af Vestmagterne, og at handel og økonomi via organisationer som WTO (World Trade Organisation) skal frigøres mere fra storkapitalens interesser. Langtidsvisionen er, at dette udvikler sig til, at der opereres med et verdensparlament (FNs generalforsamling), et udførende råd (en videreudvikling af Sikkerhedsrådet sammensat af regionale repræsentanter) og en række specialiserede råd og organer, der kan koordineres i et råd, der minder om Kommissionen i EU. For at hindre magtmisbrug etc. bør der oprettes et ”Vismandsråd”, der afbalancerer de besluttende organer. Vismandsrådet bør bestå af mennesker fra forskellige regioner, som repræsenterer visioner på det menneskelige plan. Det vil sige, at Vismandsrådet bliver talerør for den brede menneskehed uafhængigt af nationale interesser, økonomiske interesser og teknokratiske snæversyn. Det bør ikke have direkte indflydelse, men dets indirekte indflydelse bliver meget stor, hvis det sammensættes af f.eks. de 100 mennesker, der har vundet mest respekt i menneskehedens øjne for deres idealisme og humane indstilling.
Økonomi, globalisering og miljø

Hidtil har vi set WTO optræde som kapitalismens forlængede arm til glæde for effektive industrilande. Der er imidlertid flere muligheder inden for WTO for at skabe globale handelsaftaler, der kan være positive for verdenssamfundet. Dette fordrer, at verdenssamfundet griber ind og styrer sin økonomi ud fra princippet om at mennesket, den globale velstand og miljøet skal være den styrende faktor i verdensøkonomien. Efterhånden som dette princip gennemføres, skal det blive forbudt at lande eller regioner, såsom EU, kan skabe dumpingspriser på deres overskudsproduktion, som er ødelæggende for lokalsamfunds økonomi. Der skal sættes grænser, der bør gælde i alle lande, for store selskabers opkøb af lokale industrier, idet det i praksis viser sig, at selskaberne er uden interesse i det lokale områdes trivsel. Hvis blot sådanne regler gælder i alle lande, så er der lige vilkår for alle industri- og handelsvirksomheder, for så bygger forbedringerne på princippet om fri konkurrence, indtil menneskeheden finder en økonomisk model, der kan erstatte den kapitalistiske model.

Lige nu står vi overfor store udfordringer med, at lande med lav mindsteløn kombineret med høj produktivitet er ved at udkonkurrere arbejdskraften i lande som har en høj mindsteløn kombineret med et højt niveau af arbejderbeskyttelse og velfærd. Tendensen er således, at lande der traditionelt har styrket arbejdstagernes rettigheder tvinges til at sænke mindstelønnen, at forlænge arbejdstiden eller at forcere arbejdstempoet ud over rimelige grænser etc. for ikke at udkonkurreres af lande som har en lav mindsteløn og et lavt niveau af hensyntagen til arbejdstagerne. Løsningen af dette problem forudsætter, at der i FN regi vedtages et minimum af standarder for arbejdsmiljøet og for mindstelønnen – tilpasset det enkelte samfund og ud fra samfundets samlede velstand. Dvs. at en mindsteløn f.eks. kan defineres som 60% af gennemsnitslønnen i det pågældende land. Samtidigt bør der vedtages love, der fordrer et minimum af beskatning af business til det lokale eller kommunale niveau og til det nationale niveau. Multinationale selskaber, der tjener penge på en lav mindsteløn, skal således tvinges til at bidrage til det pågældende lands økonomi.

I virkeligheden vil de internationale selskaber næppe have det store problem med at der skabes sådanne mindstekrav, hvis blot det er de samme krav der gælder i alle lande og for alle selskaber. I praksis er det således, forbrugerne der må betale en anstændig pris for varerne, medens de rige landes befolkninger lige nu lukrerer på, at f.eks. hundreder af millioner kinesiske og indiske arbejdere må slide med ensformigt arbejde i 12-15 timer dagligt i et usundt fabriksmiljø til en løn, der kun lige holder familien over sultegrænsen. Det er vigtigt at mindstekravene skal være gældende overalt, således at storkapitalen ikke kan spille landene ud mod hinanden og tvinge dem til at sænke deres krav for at tiltrække kapital. Gradvist kan FN således hæve standarden for medarbejdere, daglig indkomst og økonomisk tryghed. Ved enkle love der gælder globalt, kan der således skabes en gradvis forskydning mellem kapitalinteresser og menneskeinteresser indenfor det nuværende kapitalistiske system. Den store vanskelighed har hidtil været, at lande spilles ud mod hinanden, således at en hævelse af mindstelønnen har haft meget ringe vilkår. Omvendt kan dynamikken i det kapitalistiske system få lov til at demonstrere sine positive sider som hjælp til at hæve levestandarden i fattige lande på en sådan måde, at storkapitalen automatisk skal arbejde for menneskene og ikke menneskene for kapitalen.

Løsningen om stadigt højere fællesniveauer der gælder for alle lande er indlysende rigtig og ikke så vanskelig at gennemføre, fordi selv rige og kapitalstærke lande, som er fulde af internationale selskaber, vil være interesserede i at selskaberne bidrager til en lokal vækst, idet dette skaber større købekraft, som igen fører den globale velstand. Der er således i det kapitalistiske system ingen grund til at modsætte sig en global ansvarlighed, når blot der er fælles regler for alle. Hovedproblemet vil antageligt komme fra lande som Kina, der lige nu accepterer at måske 10 % af befolkningen arbejder under slavelignende vilkår for, at landets varer kan udkonkurrere andre landes varer. En sådan modstand kan opløses ved at den nye ordning indfører gradvist, ved at udenlandske virksomheder tvinges til at betale skat i landet, ved at landet selv indser, at det kan undgå interne uroligheder og gnidninger ved at have en mere ligelig fordeling af velstanden, og ved at WTO skal indføre en ”told” for varer der eksporteres fra lande, som ikke overholder minimumskravene for arbejdernes vilkår.
FN-afgift på begrænsede energikilder

På det miljømæssige område vil den indlysende rigtige løsning være, at der skabes en FN afgift på de ikke-vedvarende energikilder såsom olie og gas. Afgiften skal overgå til en fond der anvendes dels til skabelse af nye former for vedvarende energi, dels til nedsættelse af prisen for vedvarende energi og dels til gennemførelse af miljøforanstaltninger, som især kan hjælpe resursesvage nationer og regioner til at nedsætte forureningen. Det er næppe muligt at få olieproducerende lande til at betale afgive 10% af deres olielagre til verdenssamfundet, men hvis afgiften sættes på handelsleddet – dvs. betales af køberen ved handelen i f.eks. Rotterdam – så vil ingen nation kunne blokere for beslutningen. Afgiften vil i princippet gives videre til forbrugeren, men da oliepriserne bliver nødt til at sænkes for at konkurrere med vedvarende energikilder, vil forhøjelsen for forbrugerne næppe blive mere end 5 %.

Afgiften på Jordens energiresurser er indlysende rigtige, dels fordi Jordens fundne energi som olie og gas bør tilhøre hele menneskeheden og ikke den befolkning, der tilfældigvis bor ovenpå de resurser der er skabt igennem hundrede millioner af år. Dels er det indlysende rigtigt, fordi det i praksis viser sig, at et olie- eller kul-producerende lands befolkning sjældent får gavn af rigdommen, da den forbliver den herskende klasses ejendom kombineret med at landenes konkurrenceevne ikke udvikles. Og endeligt er den indlysende rigtig, fordi en produktion af olie, gas og kul da automatisk vil føre til en lavere pris på vedvarende energikilder. Dette vil i sig selv medføre, at balancen i priserne på vedvarende energikilder og de forurenende og begrænsede energikilder automatisk ændres til ca. 25%, hvis olieafgiften er på 10%. Ved at forbrugerne betaler måske 5% mere for energien, vil vi således kunne nedsætte C02-udslip og forurening fra energiforbruget til måske 2/3. Samtidigt mindskes afhængigheden af olie radikalt, hvilket igen giver en bedre international balance. Det kapitalistiske system kan således anvendes på en enkel måde til bedste for menneskeheden og jorden.
Nye muligheder i dansk udenrigspolitik
Principper og mål for VisionsPartiets udenrigspolitik

Fra møde i udenrigspolitisk gruppe i VisionsPartiet september 2004

Stormagtsindflydelsen i Sikkerhedsrådet bør gradvist udfases, således at der kommer en større balance i at menneskehedens forskellige grupper og regioner bliver repræsenteret. Herunder bør vetoretten begrænses, f.eks. således at den kun kan anvendes 2 gange i en konkret sag.


Der skal skabes et stående udvalg, der fungerer som et handlende råd, der gør FN mere aktiv – jvf. Kommissionen i EU. Dette råd skal være ansvarligt over for Generalforsamlingen.

     
    Danmark skal leve op til internationale asylregler i reglernes mest humanistiske tolkning. Danmark skal være et eksempel på humanisme, etik og idealisme.
    Danmark skal arbejde for at skabe så megen goodwill fra vor internationale etik, at dette bliver vor vigtigste eksportstøtte.
    Danmark skal stemme for at Tyrkiet indlemmes i EU, således at forholdet mellem islam og kristendommen samt mellemøstlige og europæiske værdier opblødes.
    Danmark skal satse mere på at eksportere knowhow og ekspertise. F.eks. gennem


        ekspertbistand og projekter vedrørende miljø,
        erfaringer fra demokratiske organisationer og foreningsliv,  højskoler, rundbordspædagogik,
        omsorgsarbejde, sociale institutioner og distriktspsykiatri,
        vedvarende energi, genbrug og miljøstyring,
        fredsarbejde,
        samarbejdsaftaler i erhvervslivet, trivsel på arbejdspladsen.

Det kan forventes, at de nuværende familiestrukturer også i mange andre lande nedbrydes af en stigende individualisme, hvorefter skandinaviske erfaringer bliver anvendelige i stort omfang.